Efter 13 år med den gamle hjemmeside, som Michael Cordua i sin tid fik op at køre, er det på tide med en ansigtsløftning.
Der har været søsat flere projekter igennem de sidste 4-5 år, men de er desværre aldrig blevet realiseret. Undertegnede har i mange år tilbudt Alf at lave en ny hjemmeside til klubben, og sidste år gad han ikke høre på mig mere ;) Jeg har derfor brugt en del tid det sidste års tid på at opbygge denne nye hjemmeside helt fra bunden og har gennemgået et større detektivarbejde for at få styr på de løse ender, og den efterhånden meget store og uoverskuelige mængde data der var på den gamle hjemmeside. - Jeg er meget imponeret over at Alf har kunne finde ud af at administrere den :)
Jeg har taget en hård beslutning om, at meget af den gamle data ikke vil blive overført til den nye. Hele den gamle hjemmeside vil dog fortsat ligge tilgængelig under Bag om AAB -> Historie (Der vil muligvis være nogle døde links og billeder).
Pga. den gamle hjemmesides kompleksitet, var Alf også alene om at holde denne opdateret. Den nye hjemmeside er tænkt sådan at flere kan bidrage med nyheder og opdateringer, det kræver heller ingen installation og forståelse af suspekte programmer - Det hele kører via browseren og er meget simpelt. En anden fordel bliver prisen. Vi har betalt rigtig meget for at holde den gamle side kørende, denne udgift vil blive næsten 90% billigere. Jeg tænker at disse sparede penge vil blive brugt på øl i omklædningsrummet ;)
Der vil selvfølgelig være nogle småfejl som jeg ikke har opdaget, og hvis du støder på noget uhensigtsmæssigt må du meget gerne rapportere det i forummet - Bemærk at dette kræver at du er logget ind. Login sker enten ved at oprette en bruger her på siden (nederst til venstre) eller du kan bruge dit Facebook login.
Jeg håber at både de besøgende AAB'ere og de der skal administrere hjemmesiden, vil synes godt om den.
Med venlig hilsen